Information omkring Microsoft 365 mail opsat på iMac eller Macbook

Senest ændret: tirsdag d. 13. okt. 2026

Introduktion

Har du Microsoft 365 mail sat op i Apples Mail-program på din iMac eller MacBook? Så kan du risikere, at dine mails og din kalender pludselig stopper med at opdatere. I denne artikel forklarer vi, hvad der sker, hvorfor det sker, og hvad du kan gøre ved det.


Kort fortalt er det Microsoft, der lukker for en gammel teknisk funktion, som Apples Mail-program stadig bruger. Din mail er ikke slettet, og du kan stadig komme til den. Du skal bare bruge en anden vej ind.


Forstå ændringen

Hvad sker der?

Apples programmer på Mac (Mail, Kalender, Kontakter, Noter og Påmindelser) bruger en gammel metode til at hente din Microsoft 365 mail. Metoden hedder EWS. Du behøver ikke huske navnet, men du kan tænke på det som en gammel dør ind til din postkasse. Microsoft er ved at lukke den dør.


Hvorfor sker det?

Metoden er mange år gammel, og Microsoft vil erstatte den med en nyere og mere sikker løsning. Det er en almindelig udvikling, når teknologi bliver for gammel. Microsoft stoppede med at forbedre den gamle metode i 2018 og meldte i 2023 ud, at den ville blive lukket i Exchange Online, som er den del af Microsoft 365, hvor din mail ligger.


Hvad betyder det for dig?

Microsoft begyndte at lukke for den gamle dør den 1. oktober 2026. Det sker gradvist, så nogle oplever det før andre. Den 1. april 2027 lukker Microsoft den helt.


Du kan opleve:

  • At du ikke længere får nye mails i Mail-programmet
  • At din kalender ikke opdaterer sig
  • At programmet bliver ved med at bede om din adgangskode, selvom den er rigtig


Du er ikke berørt, hvis du:

  • Bruger webmail i din browser
  • Bruger Microsoft Outlook-programmet
  • Læser din mail på iPhone eller iPad


Sådan løser du det i praksis

Der er to udveje. Den første er hurtigst, og den anden giver dig et rigtigt mailprogram på din Mac, men kræver, at dit abonnement opgraderes.


1. Brug webmail

  1. Åbn din browser, fx Safari.
  2. Gå til outlook.office.com.
  3. Log ind med din mailadresse og adgangskode.

Her ser du din mail og kalender som normalt. Du skal ikke installere noget.


2. Opgrader til Microsoft 365 Business Standard og brug Outlook-programmet

Outlook er Microsofts eget mailprogram, og det er ikke berørt af ændringen. For at bruge Outlook-programmet på din Mac skal dit abonnement indeholde Office-pakken, så den kan installeres på computeren. Det gør Microsoft 365 Business

Standard. Har du fx Business Basic eller Exchange Online, skal du først opgradere din licens. 

  1. Kontakt os, så opgraderer vi dit abonnement til Microsoft 365 Business Standard. 
  2. Hent og installer Outlook til Mac, når opgraderingen er på plads. 
  3. Åbn Outlook og log ind med din mailadresse og adgangskode.
  4. Når du kan se din mail i Outlook, kan du fjerne den gamle konto fra Apples Mail-program. Gå til Systemindstillinger, vælg Internetkonti og fjern din Microsoft 365-konto derfra.

Bemærk! Kræver mindst OS X 14.0.0


Har du brug for hjælp?

Vi sidder klar ved telefonerne, og du er mere end velkommen til at kontakte os, hvis du vil opgraderes til Business Standard eller har brug for hjælp til at komme i gang.


Værd at vide

  • Det er helt normalt, at store udbydere som Microsoft udfaser gammel teknologi løbende. Microsoft melder det ud i god tid. I dette tilfælde har de varslet ændringen siden 2023.
  • Udrulningen sker gradvist. Derfor kan du og en kollega opleve ændringen på forskellige tidspunkter.
  • Det er Microsoft, der bestemmer og styrer ændringen. Vi har ikke indflydelse på tidsplanen, men vi hjælper dig gerne videre.
  • Din mail er ikke i fare. Den ligger sikkert hos Microsoft, uanset hvilket program du bruger.


Relaterede artikler

Var denne artikel nyttig?

Fantastisk!

Tak for din feedback

Beklager, at vi ikke var nyttige

Tak for din feedback

Fortæl os, hvordan vi kan forbedre denne artikel!

Vælg mindst én af grundene
Captcha-bekræftelse er påkrævet.

Feedback sendt

Vi sætter pris på din indsats og vil forsøge at rette artiklen